Behandling af hjertestop følger regionens vejledninger
Se også Regionens avancerede behandling
Definitioner
- AED: Automatisk Ekstern Defibrillator
- Klinisk hjertestop: En tilstand, hvor personen er bevidstløs, uden vejtrækning (eller uden normal vejtrækning) og uden tegn på cirkulation (uden tegn på liv)
- Hjertelungeredning (HLR) anvendes synonymt med det internationale begreb cardiopulmonary resuscitation (CPR). HLR består af hjertemassage og ventilationer
Gør følgende:
- Undersøg om personen har hjertestop
- Tilkald hjælp og alarmer hjertestopholdet
- Start hjertelungeredning
- Hvor AED findes: Hent og tilslut AED.
I. Undersøg om personen har hjertestop
Brug maksimalt 10 sekunder på at undersøge om en person har hjertestop. Er du fortsat i tvivl så kald hjertestop.
1. Er patienten bevidstløs?
- Reagerer patienten? (tal højt og rusk i patientens skuldre) – brug maksimalt 10 sekunder
- Hvis patienten reagerer ved at svare eller ved at bevæge sig, er patienten ikke bevidstløs og har ikke hjertestop. Patienten kan dog have anden kritisk tilstand. Vurdér derfor tilstanden og behov for assistance fra andet personale eller afdelingens vagthavende læge efter gældende retningslinjer
- Hvis patienten ikke reagerer med øjenåbning, ord/lyde eller bevægelser, er patienten bevidstløs
- Kald hjælp - råb efter hjælp og brug evt. nødkald. Gå videre til pkt. 2.
2. Er der ikke normal vejrtrækning?
- Skab frie luftveje ved at bøje hovedet bagover og samtidigt løfte hage og kæbe frem. Undgå dog bagoverbøjning af hovedet, hvis der er mistanke om samtidig skade på halsen
- Fjern eventuelle fremmedlegemer eller løstsiddende tandproteser
- Se om brystkassen bevæger sig, lyt om der er respirationslyde, og føl om der er åndedræt. Umiddelbart efter kollaps kan der være en overfladisk vejrtrækning, vejrtrækningsforsøg eller gisp. Dette er ikke normal vejrtrækning
- Hvis der er normal vejrtrækning: Læg patienten i stabilt sideleje og giv ilt-tilskud, hvis dette er muligt
3. Er der puls?
- Mærk efter puls i halspulsåren
- Hvis ingen puls: Patienten har hjertestop. Gå videre til punkt II.
- Hvis puls: Patienten har ”kun” respirationsstop. Påbegyndt ventilation med ventilationsballon, ca. 10 indblæsninger per minut. Indblæsninger skal gives over 1 sekund til brystkassen netop hæver sig. Fortsæt til hjertestopholdet eller anden hjælp ankommer og overtager behandlingen. Kontroller hvert minut, om der fortsat er puls.
- Kontrol af vejtrækning og puls foretages samtidig – brug maksimalt 10 sekunder
II. Tilkald hjælp og alarmer hjertestopholdet
Kald på hjælp fra andet personale. Alarmér hjertestop hurtigst muligt; Kald hjertestopkald og brug den normale procedure for alarmering af hjertestopholdet. Kald afdelingens vagthavende læge, hvis vedkommende ikke kaldes sammen med hjertestopholdet.
1. Ring hjertestopnummer
- Det centrale hjertestopnummer på hospitalerne i Region Hovedstaden er 2222
- På de psykiatriske centre beliggende på samme matrikel som værtshospital anvendes 2222.
- På øvrige psykiatriske centre og enkelte satellitfunktioner anvendes telefon 112 til alarmcentralen.
- Ved hjertestop på hospitalets terræn anvendes telefonnummer 112 til alarmcentralen
2. Giv præcis besked om følgende:
- At der er hjertestop
- Stedet for hjertestop
Angiv stedet så præcist som muligt, f.eks. præcis bygning, etage, afsnit og stue eller anden præcis lokalisation. Giv besked om særlige adgangsforhold, aflåste døre og lign.
- Ved hjertestop på terræn: Oplys nærmeste kendte punkt, som kan findes af hjertestopholdet. Bliv på stedet efter, at meldingen er afgivet.
- Opgiv telefonnummer, hvorfra der ringes
- (så opkaldet kan spores, hvis beskeden misforstås).
- Send om muligt en ekstra person ud for at vise vej for hjertestopholdet.
III. Start hjertelungeredning (hjertemassage og ventilation)
Hjertemassage/ventilation skal udføres i forholdet: 30 tryk/2 indblæsninger. Start altid med hjertemassage.
1. Hjertemassage:
- Trykstedet er midt på brystkassen, svarende til midt på nederste halvdel af brystbenet (sternum). Tryk lodret ned over personens brystkasse med strakte arme
- Tryk mindst 5 cm ned hver gang, dog maksimalt 6 cm
- Giv 30 tryk ad gangen
- Lad brystkassen udvide sig til normal størrelse før næste tryk, dog uden at slippe brystkassen med hænderne
- Giv hjertemassage med frekvens på mindst 100 tryk per minut, dog ikke mere end 120 tryk per minut
- Undgå afbrydelser i hjertemassagen.
2. Ventilation:
- Giv to indblæsninger med ventilationsballon eller evt. mund-til-mund metode
- Giv indblæsning over et sekund til brystkassen netop hæver sig
- Hvis det er vanskeligt at få brystkassen til at hæve sig, undersøges igen for evt. obstruktion i svælg og det forsøges at bøje hovedet yderligere bagover og løfte hagen
- Ved brug af ventilationsballon tilsluttes om muligt ilt med maximalt flow, typisk 10-15 liter per minut.
- Brug kun to forsøg på at give to indblæsninger - brug maksimalt 5 sekunder. Efter to forsøg fortsættes med hjertemassage.
- Hjertemassage foregår mest hensigtsmæssigt på et hårdt underlag som f.eks. på gulvet. Det er dog vigtigt, at hjertelungeredning ikke forsinkes for at rykke patienten fra sengen ned på gulvet. Hjertebræt anbefales ikke generelt, men kan lokalt anskaffes, hvis lokale madrasser vanskeliggør effektiv hjertemassage.
- Fortsæt hjertemassage og ventilation:
- Fortsæt hjertelungeredning til hjertestopholdet eller anden ekspertise ankommer og overtager behandlingen.
- Undgå at afbryde hjertemassage i overdragelsesfasen.
IV. Tilslut AED
Hvor Automatisk Ekstern Defibrillator (AED) anvendes, fremskaffes denne hurtigst muligt og tilsluttes patienten i henhold til instruktionen fra AED’en.
Tænd AED’en og følg vejledningen
Her har stået mailadressen på Lars, som var redaktør på denne side. Lars er desværre afgået ved døden.
Du er velkommen til at kontakte Birger eller Benny, vores adresser er på Hovedsiden.
Det betyder også at denne side ikke bliver vedligeholdt, og informationerne på siden kan være forældede.
Find siden via vejledninger
via overlæge Lars Krag Møller, hvis du har indvendinger eller forslag til udviklingen af aktuelle arbejde
Her har stået mailadressen på Lars, som var redaktør på denne side. Lars er desværre afgået ved døden.
Du er velkommen til at kontakte Birger eller Benny, vores adresser er på Hovedsiden.
Det betyder også at denne side ikke bliver vedligeholdt, og informationerne på siden kan være forældede.
Find siden via vejledninger
|