Hovedsiden | Vejledninger | Klik for nyeste version på VIP den viste er hentet 14-09-2025 |
---|
Alle behandlende læger, jordemødre og andre ansatte ved Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Hvidovre Hospital, omend praksisproceduren for screening kun er gældende for ansatte i Familieambulatoriet.
Instruksen gælder for Familieambulatoriet (FA) HH samt NOH – og anbefales også ved urinscreeninger på Regionens øvrige fødesteder
Tilbage til top​​​​​
Instruksen tager udgangspunkt i Ferles screenings analyser og Bispebjergs konfirmatoriske analyser.
Urinscreening kan benyttes ved mistanke om eller ved erkendt aktuelt rusmiddelbrug blandt kvinder, der ønsker graviditet, gravide kvinder eller blandt kvinder, der netop har født.
Screening for rusmidler forudsætter mundtligt samtykke fra den gravide.
Der er størst værdi af ikke-varslede screeningstests, men også planlagte tests har støttende funktion.
Resultaterne af urinscreeningen kan bruges til at vurdere fosterets eksponering og planlægge graviditets- samt fødselsforløb, (substitutions-)behandling, optimal observation og behandling af den nyfødte. Ved positiv urinscreening to uger før fødsel, bør barnet observeres på neonatalafsnit – eneste undtagelse er ved forbrug af cannabis, hvor barnet observeres på barselsafsnittet. Se VIP Abstinenser, neonatale inkl. indikation for evt. urinscreening af barnet.
Hvem bør screenes:
Alle gravide med aktuelt eller tidligere forbrug indenfor to år tilbydes rutinemæssig screening ved første svangrebesøg hos jordemoder eller læge (også gerne hos gynækologisk og obstetrisk læge). Screening tilbydes gentaget jf. nedenstående, hvis første screening er positiv eller høj risiko for tilbagefald.
Tidspunkter for screening for rusmidler:
Ved første svangrebesøg hos jordemoder eller læge (også gerne hos gynækologisk eller obstetrisk læge) laves screening jf. ovenstående kriterier.
Hvis positiv test kan tilbydes fremmøde til ugentlige screeninger i Familieambulatoriet (FA) frem til etablering af tilknytning til Rusmiddelcenter. Derefter laves individuelle aftaler med Rusmiddelcentret om hyppighed og type af urinscreening, som kan tilbydes i Rusmiddelcentret. Denne plan lægges ofte ved konference mellem læge i rusmiddelcentret hhv. FA (for Københavns kommune).
Der kan laves individuelle aftaler med Rusmiddelcentret om enkelte screeninger i FA regi, hvis den gravide alligevel har fremmøde hos jordemoder, socialrådgiver eller læge. Hvis den gravide ikke ønsker tilknytning til Rusmiddelcenter, da screening ved hvert rutine-fremmøde i FA, idet hyppigheden for NOH-gravide aftales med FA.
Ved positive screeninger igennem graviditeten, da også screening ved ankomst til fødsel (Fødemodtagelsen/Fødegangen) - samt på 2.-3. dagen på Barselsafsnittet.
Ved negativ screening ved første svangrebesøg og hvis rusmiddelforbrug først er ophørt ved graviditetserkendelse, da evt. urinscreening igen i GA 22. Ved fornyet negativ screening, da evt. ny screening i GA 37 – dog før ved mistanke om forbrug.
Ved negativ screening ved første svangrebesøg og rusmiddelforbrug allerede er stoppet før graviditetserkendelse (og der ikke er mistanke om forbrug i graviditeten), da evt. urinscreening igen GA 37.
Endelig plan for screeningshyppighed og screeningstype kan lægges på den tværfaglige Teamkonferencen.
Afgivelse af overvåget urinprøve:
Både den gravide og personalet tager handsker på og der aflægges urinprøve i kop eller glas.
Personale observerer den gravide igennem det dertil indrettede vindue i toiletdøren eller ved åben dør.
Bed den gravide om at videregive koppen med urin til personalet, inden hun aftørrer sig, tager handsker af og vasker hænder.
Obs om urin har kropstemperatur.
Håndtering af urinprøven i FA: Bilag 1 Overvåget urinprøve.docx
Urinstix til screening – altid på overvåget urinprøve:
SST anbefaler urinscreeninger vha. konfirmatoriske undersøgelser fremfor stix, idet resultatet er mere validt.
I FA foretages urinscreening ved første fremmøde dog primært med urinstix, som giver et svar med det samme og derfor kan bruges til at styrke kvindens selvrapportering af rusmiddelbrug allerede ved første konsultation, herunder til at bekræfte kvindens afholdenhed, og til at motivere til fortsat afholdenhed. Urinscreening kan omvendt også bruges til at detektere et samtidigt rusmiddelbrug af andre rusmidler, som kvinden ikke selv har rapporteret. Cut-off for detektion af rusmiddel/medicin er lavere på de konfirmatoriske analyser, hvorfor kreatiningrænsen for acceptabel urinprøve også er forskellig på hhv. Ferle Stix og de konfirmatoriske analyser.
Ved urinscreeninger senere i graviditeten sendes oftest direkte til konfirmatorisk undersøgelse uden urinstix (se nedenfor) – med mindre der er brug for et svar straks fx ved fødsel, så suppleres med en urinstix.
Ved første fremmøde benyttes NanoSticka® Multi-Drug 12 panel og NanoSticka® EtG.
NanoSticka® Multi-Drug 12 panel: Multi-test for 12 forskellige stofgrupper, indeholder dog ikke MDMA/Ecstasy/Methylen-dioxy-N-methylmfetamin (dette er dog en del af standard konfirmatorisk undersøgelsen på BBH)
NanoSticka® EtG: (200-66 Alkhol EtG): Ved første fremmøde og ved mistanke om alkoholforbrug
Brugsanvisning og tolkning af urinstixen: Nanosticka_brugsanvisning.pdf
Positiv/påvist rusmiddel: Der ses kun én streg i aflæsningsfeltet. Et positivt resultat kommer ikke af ingenting. Alle rusmidler kan påvises 6-8 timer efter første indtag.
Negativ/ren urinprøve: Der ses to streger synlige i aflæsningsfeltet. Teststregerne kan være mere eller mindre synlige, men den mindste antydning af en teststreg skal tolkes som et negativt svar.
Falsk negativ: Der er sjældent tale om falsk negative screeningssvar, men det bør bemærkes, at rusmiddelforbruget skal overstige grænseværdien for at blive detekteret.
Manipulation/snyd:
Grænseværdierne på urinstixen bestemmer, hvor høj en koncentration af rusmidlet, der skal være i urinen, for at give et positivt udslag på testen.
Detektionstiderne på urinstixen varierer meget afhængigt af omfanget af rusmiddelbruget og grænseværdien.
Urinens pH-værdi kan ændres ved tilsætning af sæbe, citronsyre, svovl, ammoniak, klorin m.fl. Tilsætning af disse stoffer kan også give et negativt svar.
Urin indeholder normalt ikke oxidanter. Urin indeholdende oxidanter vil ofte medføre et (falsk) negativt resultat.
I NanoSticka Multi Drug 12 Panel indgår analyse for nedenstående rusmidler:
Forkor-telse |
Rusmiddel |
Detektionstid i urin |
Grænse-værdi (ng/mL) |
Kommentarer (Evt krydsreagerende medicin er ikke fuldstændig) |
THC
|
Cannabis
|
Op til 8 uger
|
50
|
Enkelt indtag af cannabis kan spores op til ca. fire dage, sporadisk forbrug op til ca. 10 dage og dagligt forbrug op til ca. otte uger. Cannabis kan spores meget længe, hvorfor udslaget kan være positivt, selvom kvinden ophørte forbruget uger til måneder tidligere. For at bekræfte afholdenhed fra cannabis, kan urinprøve tages med 1-2 ugers interval og sendes til konfirmatorisk analyse for THC for at se nedgang i koncentrationen. Obs der skal sendes 2 rør med urin (se konfirmatorisk analyse) Konfirmatorisk analyse tester for en metabolit af THC, der kun udgør ca. ¼ af THC. Grænseværdien ved konfirmatorisk analysen er dermed højere end for urinstixen, hvorfor ikke alle urinprøver konfirmeres efterfølgende. Syntetisk THC (SPICE) detekteres kun i specifik SPICE-urinstix (K2). |
OPI |
Opiater: Heroin, opium, morfin og kodein |
Op til 2 døgn |
2000 |
OPI-testen tester kun for opiater (morfin, kodein, heroin, opium). Opioider er en gruppe af morfin/morfin-lignende midler, der skal derfor testes separat for (Metadon, Buprenorfin, Tramadol/ Tradolan, Oxycodon og Fentanyl - se MTD, BUP, TRA, OXY, FYL nedenunder). Opiater betragtes som en undergruppe af opioider og er fremstillet af opiumvalmuer. Hostesaft indeholdende morfin eller opium-ekstrakt kan give et positivt resultat. Konfirmatorisk analysen skelner mellem opiattyper. Heroin omdannes til morfin. Kodein omdannes til morfin, hvorfor kodein indtag kan slå ud som både kodein og morfin indtag. Kodimagnyl vil give positivt udslag for kodein. Indtagelse af selv store mængder valmuefrø/blå birkes er ikke nok til positivt udslag på testen |
MTD |
Metadon |
Op til 2 uger |
300 |
Quetiapin kan give udslag på MTD |
BUP |
Buprenorfin |
Op til 3 døgn |
10 |
Quetiapin kan give udslag på BUP |
TRA |
Tramadol |
Op til 3 døgn |
200 |
Venlafaxin, Flixonase og Telfast kan give udslag på TRA |
OXY |
Oxycodon |
Op til 3 døgn |
300 |
- |
BZO |
Benzodiazepiner og deres metabolitter |
Op til 10 døgn Oxazepam og Diazepam op til 4 uger. OBS BZO er IKKE en del af BBHs konfirmatoriske analyser. Ved screening for BZO forbrug må det gøres på U-stix, evt. sende urin til konf.us i Hjørring et par gange |
300 |
Oxazepam findes i flere benzodiazepiner, og flere benzodiazepiner omdannes til Oxazepam. Da fx Diazepam/Stesolid omdannes til Oxazepam og desmetyldiazepam, kan en konfirmatorisk analyse påvise alle tre substanser. Små terapeutiske doser kan ikke påvises. Flunitrazepam/Rohypnol kan detekteres vha. metabolitten 7-aminoflunitrazepam. Sertralin (SSRI) og Diclon kan give positivt udslag på BZO-stixen. Konfirmatorisk analyse kan afkræfte indhold af benzodiazepin. Clonazepam/Rivotril slår ikke ud på denne BZO-test, medmindre der er tale om meget høje koncentrationer, hvorfor der kræves særskilt test herfor. De enkelte benzodiazepin-substanser har en grænseværdi på 100 ng/mL ved konfirmatorisk analyse, mens urinstixen reagerer på summen af benzodiazepiner ved grænseværdien 300ng/mL, hvormed ikke alle urinprøver konfirmeres efterfølgende. |
COC |
Kokain |
Op til 3 døgn |
300 |
- |
AMP |
Amfetamin |
Op til 4 døgn |
1000 |
Labetalol/Trandate (beta-blokker) kan give positivt udslag på AMP-testen. Methylphenidat/Ritalin (middel mod ADHD) kan ikke spores af AMP-testen. Elvanse/dexamphetamin mod ADHD giver postitiv udslag både på stix og konfirmatorisk us. LSD er ikke et amfetamin og detekteres ikke af AMP-testen. |
MET |
Methamfetamin |
Op til 3 døgn |
1000 |
- |
Ketamin |
Ketamin |
Op til 3 døgn |
1000 |
Quetiapin og Wegowy kan give positivt udslag |
Fentanyl |
Fentanyl |
Op til 3 døgn |
20 |
Ciprofloxacin kan give positivt udslag |
pH/Krea/Oxi |
pH/kreatinin/oxidanter |
- |
- |
- |
I NanoSticka EtG indgår analyse for følgende:
EtG |
Alkohol EtG metabolit |
Op til ca. 2 døgn |
1500 |
Kun etanol – ikke andre alkoholer |
Konfirmatorisk analyse:
Konfirmatorisk analyse (LC-MS/MS) kan afgøre om det positive resultat skyldes rusmidler eller krydsreagerende substanser/lægemidler.
For THC giver resultatet en kvantificering af indholdet i urinprøven. For de øvrige rusmidler angives blot om stoffet er til stede, da kvantificering er afhængig af tid siden sidste indtag samt af urinens koncentration. SST anbefaler konfirmatoriske test til screening fremfor stix.
Hvis en test slår positivt ud på urinstixen, og kvinden erklærer sig uenig, bør urinen altid sendes til konfirmatorisk analyse for det pågældende rusmiddel. Screeningen kan først regnes som positiv, hvis den konfirmatoriske undersøgelse bekræfter dette.
Slår testen negativt ud på urinstixen og den sundhedsfaglige tvivler på rigtigheden heraf, sendes urinen ligeledes til konfirmatorisk analyse.
Oftest sendes screeningsurinprøver til konfirmatorisk test uden forudgående urinstix i løbet af graviditeten. Hvis den pågældende konfirmatoriske analyse ikke kan tilbydes på BBH, må der laves individuel plan ved FA-læge om screening kan laves på stix (ex. BZO eller FYL) – eller om prøve skal sendes til analyse udenfor Regionen
Fremgangsmåde:
Standard pakke af konfirmatoriske analyser samt alkoholanalyse sendes til BBH, Klinisk Biokemisk afdeling. Der sendes altid 2-4 uringlas afhængig af, om analyserne er bestilt som én eller to rekvisitioner. Dette fremgår af prøvetagningsblanketten (PTB).
Alle øvrige konfirmatoriske analyser sender KBA, Hvidovre hhv. KBA, NOH videre til andre laboratorier (almindeligvis Hjørrings KBA). Lægen i FA bør i disse tilfælde vurdere om urinscreening kan laves ved urinstix alene.
Analyserne bestilles som prøvenr:
EPC00395 U-Misbrug for standardpakke til BBH (THC, MDMA, Metamf, Amfetamin, Kokain (=benzoylecgonin), Kodein, Metadon, morfin, Tramadol, Gabapentin, Pregabalin og Oxycodon). Altid to uringlas (rusmidler + kreatin).
NPU 54288 for Alkohol, idet BBH nu analyserer på to alkoholmetabolitter (EtG/EtS). Cut-off og fortolkning af svar fremgår af analysesvaret). To uringlas (man kan nøjes med ét ekstra uringlas, hvis der også er bestilt U-Misbrug på samme rekvisition – se PTB).
NPU18178 for benzodiazepiner (skal i selvstændigt uringlas). Analyseres ikke på BBH, men i Hjørring.
EPC00148 Diverse Analyser benyttes for øvrige stoffer (f.eks. GHB, heroin, Ketamin, Kath, Spice, Buprenorfin, fentanyl, ’crack’ kokain), idet der angives i tekstfelt, hvilke stoffer, der ønskes undersøgelse for. Et selvstændigt uringlas pr. stofanalyse. Prøven sendes til det lokale KBA (Hvh eller NOH), som tager stilling til, hvor prøverne skal sendes hen ex. til Hjørring.
Ved mistanke om ryge-kokain (’crack’) kan der bestilles ecgonidin methyl ester (MED) og ecgonidin (ED), som er specifikke biomarkører for rygning af 'crack' kokain, idet rygning af ’crack’ kokain medfører indånding af MED, der er ustabilt og metaboliseres/hydrolyseres til ED. Resultater hvor ecgonidin (ED) > 100 ng/ml, rapporteres "POSITIV".
Ved tvivl om prøvehåndtering / svar, kontakt vagthavende læge i KBA Hvidovre 2-5751 hhv læge i KBA, NOH 48296866 eller KBA, BBH.
Svar afgives direkte i SP.
Tolkning af konfirmatorisk analyse:
Svartid på konfirmatorisk analyse er mellem 4-23 dage afhængigt af, hvilke parametre der skal analyseres.
Konfirmatorisk analyse udspecificerer rusmiddeltypen, udelukker krydsreaktion på positiv urinstix og kontrollerer for manipulation vha. målinger af kreatinin (Normalværdi er >2 mmol/l) og THC-kreatinin-kvotienter. Det fremgår af prøvesvar om urinprøven har været for tynd.
Konfirmatorisk analyse har grænseværdier, hvorfor rusmiddelkoncentrationen skal overstige grænseværdien for at blive detekteret. Grænseværdierne ligger lavere for konfirmatorisk analyse end for urinstixen. De enkelte benzodiazepin-substanser har en grænseværdi på 100 ng/mL ved konfirmatorisk analysen, mens urinstixen reagerer på summen af benzodiazepiner, hvormed ikke alle urinprøver konfirmeres efterfølgende.
Fortolkning af THC svar: Tetrahydrocannabinol ;U = koncentrationen (µmol/l). Der skal ganges med faktor 344,5 for at få koncentrationen i ng/ml (sv.t. enheden på stix). U-11-Nor-delta(9)-tetrahydrocannabinol/kreatinin er det kreatininkorrigerede niveau, som skal bruges til at følge ændringer i THC niveau.
NPU28874 PEth 16:0/18:1;B – Blodprøve til påvisning af alkoholforbrug
PEth (phospatidylethanol) er en biomarkør for kronisk alkohol indtagelse over de sidste ca 4 uger. Svar tid 1-2 uger. Prøven er dyr og skal lægeordineres og kun benyttes i særlige tilfælde, hvor urinscreening ikke skønnes optimal. Besked til FA ledelsen, når den ordineres
Fortolkning af svar: < 0,05 μmol/L: intet eller lavt forbrug af alkohol
0,05-0,3 μmol/L: moderat forbrug af alkohol
> 0,3 μmol/L: omfattende og regelmæssigt overforbrug af alkohol
Dokumentation:
Resultat af urinstix skrives ind i et SP procedurenotat.
Resultat af konfirmatoriske analyser kommer i Lægernes InBasket, og der laves et notat i journalen ved positive fund, når der signeres for svarene. Ved uventede positive fund sendes information herom til ansvarlige læge, jdm og socialrådgiver i den gravides FA-team.
Der kan med fordel laves/opdateres et fosternotat om eksponeringen.
Rekvirering af urinscreening for rusmidler:
NanoSticka urinstix og konfirmatorisk analyse kan rekvireres fra alle afsnit i Gynækologisk Obstetrisk afdeling via FAs sekretariat.
Ledelsen for Familieambulatoriet har ansvaret for, at instruksen er tilgængelig for alle medarbejdere. Behandlende læger, jordemødre og andre ansatte på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling har ansvaret for at kende og anvende instruksen.
Tilbage til indledningen | Home |
---|